Den direkte stråleanordning består af en modtager placeret inden for senderens synslinje. I denne tilstand, når strålen er blokeret fra senderen til modtageren, detekteres et objekt.

Den retroreflekterende enhed placerer senderen og modtageren i samme position og bruger en reflektor til at reflektere den omvendte stråle fra senderen tilbage til modtageren. Et objekt registreres, når strålen afbrydes og ikke når frem til modtageren.

Et nærhedsfølende (diffusions) arrangement er et arrangement, hvor den udsendte stråling skal reflekteres væk fra objektet for at nå modtageren. I denne tilstand detekteres et objekt, når modtageren ser kilden til det sendte signal i stedet for at være ude af stand til at se det. Som ved retroreflekterende sensorer er den diffuse sensorsender og modtager placeret i samme hus. Men målet fungerer som en reflektor, så detekteringen af ​​lys reflekteres væk fra det forstyrrende objekt. Senderen udsender en lysstråle (normalt pulserende infrarød, synlig rød eller laser), som spredes i alle retninger og fylder detektionsområdet. Målet går derefter ind i området og afbøjer en del af strålen tilbage til modtageren. Når der er nok lys på modtageren, sker detektering, og udgangen tændes eller slukkes.

Nogle fotoøjne har to forskellige betjeningstyper, lys betjening og mørk betjening. Når modtageren "modtager" sendersignalet, bliver belysningsoperationen operationel. Når modtageren "ikke modtager" sendersignalet, bliver det operationelt at manipulere billedet med mørke øjne.

Detektionsområdet for den fotoelektriske sensor er dens "synsfelt", det vil sige den store afstand for sensoren til at hente information minus den lille afstand. Små detekterbare genstande er små genstande, der kan detekteres af sensoren. Mere nøjagtige sensorer kan normalt have små detekterbare genstande med ekstremt små dimensioner.